
Den første blivende kindtand
Frembrud
6-års tanden er den første blivende kindtand barnet får. Den viser sig hos de fleste børn omkring 6-års alderen.
6-års tanden bryder frem bag mælkekindtænderne, og kan være svær at få øje på. Ofte opdager man slet ikke, at en ny tand er på vej, fordi tanden ikke skubber en mælketand ud. Det er derfor en god idé at se efter, når der børstes tænder. Der kommer 4 6-års tænder i alt.
Tandbørstemetode
Den nye 6-års tand skal holdes ren helt fra starten, så der ikke kommer huller i den. Den skal nemlig holde hele livet. I starten af tandfrembruddet vil der ligge en lap tandkød hen over tanden, hvor bakterierne kan gemme sig.
I den periode hvor tanden bryder frem er den lavere end de andre kindtænder. Der er derfor brug for en særlig børsteteknik, for at tænderne bliver helt rene.
6-års tanden skal børstes med spidsen af tandbørsten ved at børste på tværs eller med en solo tandbørste.
Hjælp til tandbørstningen
Børn kan ikke selv børste deres 6-års tænder helt rene. Det skal en voksen gøre. De skal have hjælp med tandbørstningen til de er 10-12 år. Tandplejen anbefaler, at en voksen børster barnets tænder eller børster efter, mindst en gang om dagen.
Billede: Tandlægeforeningen